18 August 2018
Velkommen til Kirurgisk Klinik

Rift i endetarmen

En rift i endetarmen opstår ofte i forbindelse med en periode med forstoppelse. Riften giver smerter under og især efter afføringen og kan give blødning. En akut opstået rift vil oftest hele under afføringsregulering, evt. lokal behandling med stikpiller eller salve.

I nogle tilfælde bliver riften imidlertid kronisk, og der opstår en smertefuld krampagtig sammentrækning af endetarmslukkemusklen. I sådanne tilfælde kan kirurgisk behandling blive nødvendig.

Inden operation kan man forsøge behandling med 0,2% Glyceryl trinitrat, der anvendt 3 gange dagligt i 5 uger kan føre til helbredelse hos ca. 2/3 af patienterne. Bivirkninger ved denne behandling kan hos særligt følsomme patienter være forbigående hovedpine.

 

Operation

Der er to mulige kirurgiske behandlingsmetoder, og valget afhænger af tidligere behandlinger og resultatet af endetarmsundersøgelsen.
  1. Udblokning af lukkemusklen
    Der foretages en kortvarig udblokning af endetarmslukkemusklen med overstrækning af de nederste fibre. Herved ophæves den krampagtige sammentrækning, hvorefter riften vil hele i løbet af nogle uger.

  2. Gennemskæring af nederste del af lukkemusklen
    Der foretages gennemskæring af den nederste del af den inderste del af lukkemusklen. Som ved udblokning ophæves den krampagtige sammentrækning, hvorefter riften vil hele i løbet af nogle uger.

 

Bedøvelse

Begge behandlinger foretages i lokalbedøvelse.

Hvis De får blodfortyndende medicin, Magnyl, Hjertemagnyl, Børnemagnyl eller Kodimagnyl, så oplys dette til kirurgen ved forundersøgelsen.

 

Smerter

Det anbefales at tage 1 g paracetamol (2 stk. Panodil) 3-4 gange i døgnet de første dage. Denne medicin skal De selv sørge for at have hjemme.

Hvis lægen mener, at De får behov for stærkere smertestillende medicin, vil det blive udleveret før hjemsendelse.

Det er vigtigt, at De tager de anbefalede smertestillende tabletter, således at De kan bevæge Dem hurtigst muligt. De tilbudte tabletter er uden væsentlige bivirkninger inden for den uges tid, hvor de eventuelt har behov for smertestillende midler.

 

Efter operationen

De kan spise almindelig kost. Afføringen bør reguleres med f.eks. HUSK (håndkøb på apoteket) og rigelig væske. Efter den kirurgiske behandling aftales samtale og endetarmsundersøgelse på klinikken efter 6-8 uger.

 

Efter hjemkomsten

Bevæg Dem gerne lidt omkring men undgå voldsom aktivitet som sport og cykling det første døgn.

Undgå alkohol og præparater med acetylsalicylsyre (Magnyl/Kodimagnyl) det første døgn, da det kan øge blødningstendensen.

 

Komplikationer

Hos færre end 5% ses let utæthed for luftafgang, som oftest svinder i løbet af få uger.

Efter gennemskæring (metode 2) kan der af og til ses en lille blodansamling, som forsvinder spontant. Gennemskæringen af den indre, nedre del af lukkemusklen medfører ikke utæthed for afføring.

Alvorlige komplikationer til endetarmskirurgi er sjældne. Hyppigst ses blødning. En mindre siveblødning kan ofte stoppes ved at presse et rent lommetørklæde fast mod såret i 10 minutter. Mindre gennemsivning af bandagen er ligeledes uden betydning. Risiko for infektion bør også nævnes.

Vi vil gerne høre fra Dem ved:

  • Større blødning end ovenfor
  • Tiltagende sårsmerter
  • Feber over 38,2


Har De problemer eller spørgsmål i øvrigt, ring da på klinikken eller, ved akut behov, tilkald læge eller tag på skadestue.