LYSKEBROK


Lyskebrok er en godartet sygdom som opstår når bughinden presses ud gennem et svagt sted i bugvæggen. Giver det gener anbefaler de fleste at lade brokket operere.

Forberedelse
De skal være fastende. Senest 4 timer før operationen skal der dog indtages et let morgenmåltid senest kl. 06:30, derefter faste. Nødvendig medicin må altid indtages med et glas vand. Til morgenmaden på operationsdagen indtages 2 Panodil.

De er fra klinikken medgivet, en lille klar pose med 10 mg Stesolid som skal indtages 1 time før operationen med vand. De må ikke selv køre bil.

Lad være med at smøre creme på huden på operationsdagen.

Hvis De får blodfortyndende medicin, Magnyl, Hjertemagnyl, Børnemagnyl eller Kodimagnyl, så oplys dette til kirurgen ved forundersøgelsen.


Bedøvelse
Operationen foretages i lokalbedøvelse af operationsområdet.


Operationen
Ved operationen lægges et 8-10 cm langt hudsnit i lysken. Efter at brokket er skubbet på plads i bugen sys net og kunststof-forstærkning fast på bagvæg i lyskekanalen (Lichtenstein metoden).


Efter operationen
• Der kan være nedsat kraft i benet samme dag.
• Det er derfor uhensigtsmæssigt at færdes i trafikken.
• Lad en pårørende hente Dem – eller tag en taxa direkte hjem.
• Sørg for at der er nogen sammen med Dem indtil næste morgen.


Efter hjemkomsten
Bevæg Dem gerne lidt omkring men undgå voldsom aktivitet som sport og cykling det første døgn.

Undgå alkohol og præparater med acetylsalicylsyre (Magnyl/Kodimagnyl) det første døgn, da det kan øge blødningstendensen.

Tarmen går lidt i stå. De kan få smerter ved hoste, nys, og ved oprejsning fra seng eller stol. De må tage plastret af på 3. Dagen, og er såret tørt er brusebad tilladt.


Trådfjernelse
Trådene fjernes 10 dage efter operationen. Dette er ikke forbundet med ubehag.


Smerter
Når lokalbedøvelse i løbet af dagen klinger af vil de fleste opleve smerte. De aftaler et apotek med lægen hvor den nødvendige smertestillende medicin vil blive elektronisk overført til.


Komplikationer
Alvorlige komplikationer til brokkirurgi er sjældne. Hyppigst ses blødning. Det er ikke usædvanligt at der kommer misfarvning og hævelse omkring sårer og kønsorganer som kan blive helt mørk/sort. Dette er harmløst og fortager sig uden behandling. En mindre siveblødning kan ofte stoppes ved at presse et rent lommetørklæde fast mod såret i 10 minutter. Mindre gennemsivning af bandagen er ligeledes uden betydning. Risiko for infektion bør også nævnes. Vi vil gerne høre fra Dem ved:

  •  Større blødning end ovenfor
  •  Tiltagende sårsmerter
  •  Feber over 38,2

Har De problemer eller spørgsmål i øvrigt ring da på klinikken eller, ved akut behov, tilkald læge eller tag på skadestue.


Genoptagelse af arbejde
Arbejde kan påbegyndes når De føler Dem parat. Sygemelding ud over 8-10 dage er sjældent nødvendig.